Et af Danmarks smukkeste og mest
særprægede museer ligger i Rungsted, lidt nord for København. I det gamle hus boede den
verdensberømte forfatterinde Karen Blixen frem til sin død i 1962. Nu danner det ramme
om et museum, der viser kunstnerens hjem og samtidig giver indtryk af denne store
personlighed og hendes arbejde gennem et langt liv. Karen Blixen modtog i sin ungdom både
tegne- og maleundervisning og gik på kunstakademiet i årene 1903-06. Hun var nogle
måneder i 1910 på kunstskole i Paris. Men med ægteskabet med baron Bror von Blixen og
opholdet i Afrika ændrede hendes liv retning, og det blev forfatterskabet, der derefter
kom til at præge det og efterhånden gjorde hende verdensberømt. Farmen i Afrika blev
solgt i 1931, og Karen Blixen flyttede ind på Rungstedlund. I 1934 kom den første af
hendes mange bøger, nemlig Seven Gothic Tales. Det billedskabende ord og
rejseskrivemaskinen kom til at afløse blyant og pensel.
I den bog, der ledsager udstillingen, understreger Karen Blixen Museets direktør Marianne
Wirenfeldt Asmussen da også, at udstillingen "har til hensigt at præsentere
en forfatter, der også maler, ikke det omvendte. Hendes tegninger og malerier vises side
om side med udvalgte citater fra hele forfatterskabet. Teksterne er ikke nødvendigvis
forklarende i forhold til billederne, men eksempler på billedskabende ord, der er i pagt
med den tegning eller maleri, det vises sammen med. Som en dialog mellem kunstarterne, et
udtryk for en indre monolog hos en enkelt kunstner.
Klik her for at komme
tilbage til oversigt over tidligere udstillinger.
Kilde Lokalavisen Uge 12 - 2002 |