Lemvig Købstad Politiet
's historie.
Kilde : Lemvig Købstads Historie af J. Søndergaard Jacobsen.
Udgivet 1969 af Lemvig Museum.
Ordet Politi træffer vi først i Forbindelse med en
Raadstuesamling 12. Januar 1837, hvor Magistraten henledte Opmærksomheden paa, hvor
vigtigt det var for Byen og dens Indvaanere saavel i Ildebrandstilfælde som i andre
indtræffende kritiske Situationer, at "der ingen Taarnvægter er i Byen og ingen kan
være, eftersom der ingen Vægtergang er paa Kirketaarnet". Det vilde dog af Hensyn
til Nattetyverier og andre Uordener være betryggende, om der fra dette høje Stade havde
været et vaagent Øje hele Natten. Den daværende Vægter var Poul Wiborg, men da han
tillige var Raadhusbetjent,  Arrestforvarer
samt Byens Tambur og Stævningsmand, og saaledes maatte være rede "til Tjeneste Dag
og Nat igennem", var man klar over, at han ikke kunde betjene Vægterstillingen med
den ønskelige Nøjagtighed. Dette havde den forrige Magistrat ogsaa erkendt ved at
indsætte i hans Instruks, at han kun var pligtig til at "raabe" hver anden
Time. Man kunde derfor ikke være sikker paa, ja, ikke engang forlange, at Vægteren
skulde være paa Gaden i Mellemtiden mellem Raabene. Og var han borte fra Arresten hele
Natten, var dette ogsaa uheldigt, hvis der var indsat farlige forbrydere, som saa i lang
Tid var uden bevogtning. Man foreslog saa, at Poul Wiborg, naar han nu blev rigtig
Politibetjent, skulde afstaa Vægtertjenesten og 20 Rdl. af sin hidtidige Løn paa 40 Rdl.
Han skulde fremdeles have Bolig paa Raadhuset og have de Indtægter, som han fik som
Tambur og Stævningsmand. Man havde haft 2 gamle Mænd, Jeppe Møller og Simon Risom, som
gik til Haande i Retten og hidtil havde virket som Stævningsmænd og Vidner ved enkelte
Skifter og Auktioner, som forefalder i Jurisdiktionen. Jeppe Møller var en fattig Mand,
der gik rundt og fik Kosten hos nogle godgørende Borgere. Desuden var han "næsten
ganske berøvet Hørelsen og saaledes ubrugelig som Stævningsmand og Vidne". Møller
døde da ogsaa et Par Maaneder senere, 78 Aar gammel. Simon Risom mente man nok kunde
fungere som Stævningsmand fremdeles. Han var ogsaa 2 Aar yngre. De havde haft Betegnelsen
Politibetjente, "men de havde aldrig haft nogen Løn af Byens Kasse og var i det
mindste i flere Aar hverken brugt eller havde kunnet bruges som Politibetjente, da de af
Alderdom er aldeles kraftløse". Simon Risom kaldes da ogsaa ved sin Død i Februar
1841 fhv. Politibetjent.
Inden man nu skulde have dette vældige Reformforetagende til Afstemning ved
Raadstuesamlingen, holdt Byfoged Gundelach en Tale, hvori han udtalte, at "han
haabede, at Borgerne var enig i det fremsatte Forslag, eller at dette dog fik de fleste
Stemmer, men skulde det modsatte mod Formodning blive Tilfældet da haabede han lige saa
vist, hvad ingen vist vilde fortænke ham i, at han vedblev den Bestemmelse, han een Gang
efter moden Overvejelse havde taget, og at han saaledes indgik med Indstilling om at faa
en Politibetjent ansat her i Byen og en forandret Organisation af den nuværende
Vægterordning uden Hensyn til, at Udgifterne ufejlbarligen i den Anledning vilde komme
til at overstige den fra foran foretagne Maade medførte".
 Den første rigtige Politibetjent i Lemvig blev altsaa
Poul Wiborg. Der var paa den Tid ogsaa et stort Ansvar som Arrestforvarer. Man havde siden
1. Oktober 1836 haft Modermorderen Laust Poulsen fra Fjaltring siddende i Arresten, og det
medførte, at Wiborg i Begyndelsen af April maatte søge et ekstra Kvantum Tørv "paa
Grund af Vinterens Langvordighed og Arrest- anternes Mængde samt det om Natten for
Livsarrestanten Laust Poulsen holdne Vagthold, der kræver Varme hver Nat". I 1843
fratraadte Poul Wiborg som Politibetjent, antagelig for at hellige sig sit Embede ved
Raadhuset, og her fik han sam- tidig sin Løn sat op, men ikke desto mindre blev han 1845
ansat som Brandinspektør sammen med Slagter C. Glistrup. I 1859 søgte Poul Wiborgs Enke
om Pension. Man bevilgede 15 Rdl. om Aaret.
Den mand, som i 1843 afløste Poul Wiborg, hed Niels Holm. Han fik ogsaa
Bestillingen som Tambur, men da han som Politibetjent oftest skulde være til Stede, naar
der var Brand, søgte han 1846 om at være fri for at være "Trommer", naar
Sprøjterne var ude. Det kunde man dog ikke gaa med til. Naar han ikke selv kunde paatage
sig det, maatte han leje en duelig Mand til det, "thi naar han nyder de Indtægter,
som falder ved at bekendtgøre Auktioner etc. ved Trommeslag, kan han vist heller ikke
fritages for at røre Trommen, naar saadant behøves i Byens Anliggender. Synes
Politibetjent Holm ganske at ville renoncere paa Trommen, er der vist flere, der gjerne
vil paatage sig denne Funktion paa samme Vilkaar som hidtil".
I Foraaret 1850 lod man forfærdige en ny uniform til Politibetjent Holm, men da
han fik den, syntes han, der manglede en Vest, saa han ansøgte om "at maatte faa en
West svarende til Uniformsjakken. Endskjønt Kommunalbestyrelsen ikke kunde erkjende samme
som en Ret, indvilgede man dog i for denne Gang at opfylde hans Begjæring".
I 1855 stod man for at skulle ansætte en ny Politibetjent. Det blev bestemt,
at hans Løn skulde være 150 Rdl. Deraf regnede man med, at Politikassen udredede 50 Rdl.
"saavidt mulig". Denne fastsatte Løn kunde dog ikke fastholdes længe. Den nye
Betjent, P. N. Chr. Schou, ansøgte, inden et Aar var gaaet, i September 1856 om et
Gratiale "paa Grund af Dyrtiden", et i Halvtredserne kendt Udtryk. Man bevilgede
ham 25 Rdl., men da han kom igen i 1860 med samme Begrundelse som før, var man
haardhjertet og sagde nej. Kort efter kom der ogsaa et Andragende fra "Skarpretteren
for Fyn og Jylland A. Nielsen", men da denne Ansøgning var sendt fra
Indenrigsministeriet gennem Amtet, turde man ikke andet end indvilge heri. - I Skr. af 4.
Juli 1857 blev det fastslaaet, at Politibetjenten ikke længere maatte være
Arrestforvarer.
Det næste, vi hører fra Politibetjent Schou, var i Sommeren 1862, da han
meddelte, at han flyttede til Thisted, og dermed er han ude af Lemvigs Saga. I 1868 søgte
han dog Stillingen som Arrestforvarer her, men blev ikke antaget.
I den Vakancetid, der indtraadte, inden en ny kunde ansættes, søgte P. H. Sløk,
den tidligere Vægter, som nu var blevet Postbud, om at faa Bestillingen som Trommeslager.
Det kunde man dog ikke tjene ham i. Dette var en Del af Politibetjentens Arbejde, og
derved kunde han tjene en Del af sin Løn.
Til den ledige Plads kom der 8 Ansøgninger, og ved Kommunalbestyrelsens Møde 2.
December 1862 var man enig om, at C. Glistrup trods hans noget fremrykkede Alder var den,
man fremfor nogen anden burde foretrække. Han var endnu en rask og rørig Mand, men hvis
Myndighederne ikke vilde antage ham, kunde man tænke sig en af "Supplicanterne
Mansfeld og Houby". Kommunalbestyrelsen fik ikke sit Ønske opfyldt. Det blev
Mansfeld, som tidligere havde været Sergent i Hæren. Et Par Maaneder efter var der
Ansøgning fra ham angaaende Uniform. 3 stemte for, at man skulde yde ham 15 Rdl. dertil,
men 5 stemte for 20 Rdl., og saadan blev det altsaa.
Mansfeld blev her imidlertid ikke længe, men blev afløst af Jürgens. Vi stifter
Bekendtskab med ham, da han 6. Marts 1866, kort efter sin Ansættelse, slog paa de kendte
Strenge: Lønforhøjelse. Han anfører, at han med den fastsatte Løn, 150 Rdl., ikke vil
kunne leve, selv med den største Sparsommelighed. Det mente man dog at junne afslaa, dels
fordi Jürgens kun havde gjort Tjeneste her en ganske kort Tid, dels fordi "Byens
Borgere for Tiden ere ganske overlæssede med Kommuneafgifter". Da han derimod nogle
Aar senere søgte om "at blive tilstaaet en ny Uniform eller i alt Fald om nogen
Understøttelse dertil", blev der bevilget ham 10 Rdl.
Da jürgens fratraadte, blev en Søn af den tidligere Vægter og Postbud m.m. P. H.
Sløk konstitueret i Embedet, og 7. Februar 1879 søgte han fast Ansættelse. Det
vilde man gerne give ham, og samtidig indstillede man til Indenrigsministeriets
Approbation, at Lønnen fremtidig skulde være 600 Kr. aarlig. Man var jo nu gaaet over
til det nye Pengesystem fra Rdl. til Kr.
Det varede dog ikke saa mange Aar, før een Betjent ikke kunde overkomme Arbejdet.
Byen voksede, og flere og flere Opgaver blev lagt ind under Politiet. Omkring 1925 var der
3 Overbetjente, Christen Andreassen, Niels Peter Frandsen og Jens Thorvald Andersen. 1968
er der 1 Politiassistent, 5 Overbetjente og 2 Politibetjente. Desuden Kriminalpolitiet med
1 Kriminalassistent og 2 Kriminaloverbetjente.
Oprindelig sorterede Politiet under By- og Herredsfogden, og det administreredes
fra Raadhuset. Men da den nye Ordning traadte i Kraft 1919, hvorefter der skulde være
baade et Politimesterembede og et Dommerembede, blev der bygget ny Politistation i
Østerbrogade efter Tegning af Charles Jensen, Nr. Sundby. Den er opført i 1 Etage af
hvide Mursten og indeholder Politikontor, Politivagt og Bolig for Politimesteren.
Kontorerne er nu flyttet til Raadhuset, hvor der efter Arresternes og
Arrestforvarerstillingens Nedlæggelse er blevet Plads dertil.
Under krigen 1940-45 øgedes styrken til 16 mand ved ordenspolitiet og 3
mand ved kriminalpolitiet. Desuden var der 3 landbetjente. I 1973 bestod styrken af 10
mand ved ordenspolitiet og 3 mand ved kriminalpolitiet, men dette år gennemførtes en
strukturændring - ja, en radikal rationalisering - af hele rigspolitiet i Danmark, og det
gik hårdt ud over de mindre byer, hvoraf mange måtte afgive personale til
"storstationerne" i de større byer.
I Lemvig blev politimesterembedet nedlagt, og politiet underlagdes politimesteren i
Holstebro - samtidig blev politistyrken skåret ned til 6 man6 ved ordenspolitiet, senere
i 1979 til 5 mand, og 2 mand ved kriminalpolitiet. Der er nu kun en enkelt landbetjent
tilbage, nemlig i Thyborøn. Han er også underlagt politimesteren i Holstebro, men hans
distrikt passes nu på visse tider af politiet i Lemvig.
Politistationen i Lemvig er nu reduceret til at være en såkaldt dagstation - ved
aftentide og i weekender drejes nøglen, og politiet i Holstebro har til opgave at passe
hele det vidtstrakte område under politistationen foruden naturligvis Lemvig by. Den nye
ordning er beklaget af mange, der mener, at Lemvig nu er uden tilstrækkelig politimæssig
dækning i de timer af døgnet, hvor det er mest påkrævet at sætte ind mod den stadigt
tiltagende uorden og kriminalitet. Her skal ikke siges for eller imod denne opfattelse.
Men sikkert er det, at for politiets vedkommende er "Livets gang i Lidenlund"
helt andre realiteter end de, der er beskrevet i den hyggelige tegneserie af samme navn -
alligevel tør det nok siges, at der fortsat her i byen er et godt forhold mellem borgere
og deres politi - et forhold, vi fra politiets side stærkt ønsker at bevare.
På Lemvig Politi's vegne
Hans Jensen
Den kursive tekst er fra "Lemvig fortalt i billeder
1857-1982" udgivet i anledning af Lemvig Handelsstandsforenings 125 års jubilæum.
|