Planetstien er en model af solsystemet i målestokken 1:1
milliard. Det vil sige, at Solen og de andre planeter, der kredser omkring den, er
formindsket én milliard gange, og det samme gælder afstanden imellem dem.
Planetstien strækker sig fra Lemvig til Nissum Bredning. Den følger
fjordbredden ved en vig af Limfjorden. Solen finder man i Lemvig - i Vesterbjerg - og
derfra går Planetstien gennem Lemvigs Lystanlæg, forbi Vinkelhage, langs skrænterne i
Tørring og ud over Gjellerodde til stranden ved Ryletorvet i Hygum. Planetstien giver en forestilling om afstande og indbyrdes
størrelsesforhold i solsystemet. Den anskueliggør således et emne, der hører hjemme i
den astronomiske videnskab, men som har optaget mennesker gennem tusinder af år. |
|||||||||||||||
Solen og dens børn, planeterne, er de mest fremtrædende
medlemmer af vort solsystem. Planeterne er klodser i kredsløb om Solen. De bevæger sig
alle i samme retning og i samme plan; solsystemet er altså fladt.
Thøger Larsen, Sfærernes Musik, 1923. |
|||||||||||||||
Solen er som andre stjerner
en glødende gaskugle, der får sin energi fra kernereaktioner i sit indre. Det er
hovedsagelig brint, der under udvikling af en enorm varme, bliver "brændt af".
Temperaturen i Solens centrum er således 14 mio. oC., mens
overfladetemperaturen "kun" er 5.700 oC. Solen er en stjerne af gennemsnitsstørrelse med en diameter på
1.391.000 km. Ligesom hele solsystemet kredser omkring Solen, roterer også solen om sig
selv. Ved Solens ækvator er rotationstiden 24 døgn. Fra planetstiens Sol kan man se ud til Vinkelhage, hvor Saturn står, og videre til landtangen Gjellerodde, hvor Neptun og Pluto findes. Tekst på Solen :
|
|||||||||||||||
Merkur har travlt; den er kun 88 dage om en tur rundt om
Solen. I 1974 fotograferede den amerikanske rumsonde Mariner 10 den ene halvdel af
planetens overflade. den er dækket af kratere og ligner på mange måder vores måne.
|
|||||||||||||||
Venus er
omgivet af et tæt skylag. Skylaget kaster det meste af det lys, som rammer det, tilbage.
derfor ses Venus så klart - skiftevis som morgen- og aftenstjerne.
Thøger Larsen, Stjernen, 1927. |
|||||||||||||||
Ligesom
Venus nu, var Jorden tidligere omgivet af et tæt skydække. Under et regnvejr, som må
have varet i tusinder af år, blev vore have dannet. I de have blev livet skabt for
milliarder af år siden. Siden oldtiden er inddelingen af tiden blevet knyttet til Jordens
rotation, Månens kredsløb om Jorden og Jordens kredsløb omkring Solen. Når Jorden har drejet én gang omkring sig selv, er der gået
et døgn. Når månen har kredset én gang omkring Jorden, er der gået en måned. Og når
Jorden har kredset én gang rundt om Solen, er der gået et år. På Planetstien svarer Jordens daglige bevægelser omkring Solen til
2,50 meter.
|
|||||||||||||||
Månen er
Jordens nabo. I årtusinder har den ægget menneskenes fantasi, fordi de lyse og mørke
områder, som man kan skelne med det blotte øje, kan føjes sammen i forskellige
billeder. Først da man rettede kikkerter mod månen, indså man, at det der havde givet
tanken flugt, blot var en kraterfyldt gammel klode. Månen er arret af ælde. I mere end fire milliarder år
har meteoritter bombarderet dens overflade. De talløse kratere er ar efter
meteoritnedslag. "Havene", som man optimistisk havde døbt de store mørke
områder, er kæmpemæssige meteoritkratere, som siden er fyldt op med lava fra månens
indre. Jorden er gennem tiderne blevet beskudt af mindst lige så mange meteoritter som Månen. Men dels har Jorden en atmosfære, hvor de mindre meteotitter brænder op, og dels udvisker regn, frost, blæst og plantevækst sporene fra de store nedslag. Jorden kan således holde "huden" glat. Set fra Jorden kan Månen lige netop dække solskiven, så man ved en total solformørkelse kun ser Solens lysende atmosfære, corona'en.
Thøger Larsen, Nu kommer Maanen, 1925. |
|||||||||||||||
I græsplænen cirka 20 meter fra Jorden findes et besynderligt bed til plantet med buskbom. Bedet viser størrelsen og positionen for Halleys Komet i forhold til Jorden den 20. maj 1910. Kometer er store "snavsede snebolde" på cirka 10 km i diameter; de er dannet samtidig med planeterne. fra deres hjem i det yderste af solsystemet kommer de i aflange baner på besøg herinde omkring Solen. Halleys Komet runder Solen med 76 års mellemrum. Når en komet nærmer sig det indre af solsystemet, smelter og fordamper en del af "snebolden" på grund af varmen fra Solen. Dampen danner kometens hale. en komethale kan blive over 100 mio. km lang. |
|||||||||||||||
På
nattehimlen ses Mars kun som en klar rød stjerne. Men da man begyndte at studere stjerner
og planeter gennem kikkerter, opdagede man, at Mars havde en varieret overflade. der var
is ved polerne, kratere og noget, der blev fortolket som gravede kanaler. Var der mon liv
på Mars ? Det spørgsmål optog i flere hundrede år både alvorlige videnskabsmænd og
fatasifulde forfattere. Mars- mænd optrådte i tegneserier og vittighedstegninger. Men ak ! I 1976 bragte amerikanerne et ubemandet rumskib til
landing på Mars. De billeder og oplysninger, som det sendte hjem til Jorden, mindskede
håbet om at finde liv på Mars. Mars har to måner, Phobos og Deimos. Det er små asteroider, som er indfanget af Mars' tiltrækningskraft. På planetmodellen er månebanerne markeret med to cirkler.
Thøger Larsen, Nabostjerner, 1905. |
|||||||||||||||
Asteroiderne er et mylder af små, mindre og meget
små kloder, der især sværmer mellem Mars' og Jupiter's baner. som andet utøj kan de
være svære at få øje på, og uden kikkert går det slet ikke. Indtil nu kender
astronomerne banerne på cika 3000 stykker; men de regner med, at der er over en
milliarder af dem. |
|||||||||||||||
Jupiter er
langt den største af solsystemets planeter. Den viser sig på himlen som en klar og
kraftigt lysende, gul stjerne. Jupiter består ligesom Satrun, Uranus og Neptun af brint
og helium med en lille kerne af klippemateriale. Atmosfæren bliver tættere, jo nærmere
den når midten. Broncemodellerne angiver atmosfærens yderste afgrænsning, der altså
ikke er en fast overflade. En vejrmelding for Jupiter kunne lyde: det vil fortsat være
overskyet med skyer i mange forskellige farver og stormfuldt vejr med temperaturer ned til
- 150oC. En Jupiter-meterolog ville ikke have meget at bestille, for uvejret er
meget konstant. For eks- empel har man siden 1600-årene kunnet følge et stormvejr, der
dækker et område, som er tre gange så stort som Jorden. Det kaldes "Den røde
plet".
Thøger Larsen, Efteraarsstorm, 1914. |
|||||||||||||||
Når vi blader i planeternes
familiealbum, er der altid én, der ved første øjekast stjæler billedet fra de andre.
Det er Saturn med sine lysende ringe. Ringsystemet består af små ispartikler og er i
virkeligheden kun nogle få meter tykt. Når vi på Planetstien står ved Saturn, skal vi
altså forestille os ringene tyndere end det tyndeste papir. Jupiter og Saturn er lidt fladtrykte. de kan sammenlignes med
kæmpekaruseller i rasende fart, hvor stoffet i planeterne bliver presset udad ved
ækvator. På den måde bliver afstanden mellem polerne mindre.
Thøger Larsen, Stjernenatten, 1912. |
|||||||||||||||
Kigger
man på nattehimlen med en lille kikkert, ser man Uranus, som om den var en lille
grønligt lysende stjerne. Den kan således være vanskelig at skelne fra de rigtige
stjerner. de tre yderste planeter, som vi kender - nemlig Uranus, Neptun og Pluto - er da
også først blevet opdaget inden for de sidste par hundrede år. Uranus blev som den første af disse fundet i 1781 af den engelske astronom William Herschel. Uranus er "væltet", så aksen peger på tværs af alle andre planeters. På Planetstiens model af uranus er med en indridset streg vist, hvorledes ækvator vender lodret i stedet for vandret.
Thøger Larsen, Solsangen, 1904. |
|||||||||||||||
Digteren Thøger Larsen levede fra 1875 til 1928. Hans
barndomshjem lå her ved Gjellerodde, lige ned til fjorden. Det var et beskedent
trelænget husmandssted. Bag huset var høje bakker - eller Underbjerge. Som voksen boede Thøger Larsen i Lemvig, hvor han var redaktør
af en lokal avis. Sin egentlige debut som digter fik han med digtsamlingerne
"Jord" i 1904 og "Dagene" i 1905. Siden udgav han en række
digtsamlinger, nogle noveller og afhandlinger og en enkelt roman. I geografisk forstand var Thøger Larsens verden ikke stor; men
han var langtfra, hvad man kalder hjemstavnsdigter. For ham var bakkelandet i Tørring,
Limfjordens vand og himlen med Solen og Månen, der stod op over Kabbels skrænter, dele
af et univers, uendeligt udstrakt i tid og rum. Det var det, han skrev sine digte om. Thøger Larsens barndomshjem er væk, og på stedet ligger nu en noget større trelænget, stråtækt ejendom.
|
|||||||||||||||
Ved Gjelleroddes sydstrand står en stor mindesten for Thøger Larsen. den er rejst i 1932 af en kreds af venner. På den ene side er indhugget Thøger Larsens navn og årstal, omgivet af stjernebillederne Karlsvognen og Frejas Rok og af blomsten strandvalmue, der tidligere voksede på Gjellerodde. På stenens anden side findes Thøger Larsens digt "Landskab" fra 1923:
Stenen stod oprindelig på Vinkelhage - midtvejs mellem Thøger Larsens barndomshjem og Lemvig. Blomsten er tegnet af Johannes Larsen og indskriften hugget af Torvald Westergaard. |
|||||||||||||||
Planeten Pluto har en aflang bane om Solen. I perioden fra 1979 til 1999 befinder den sig inden for Neptuns bane. En sten på diget vest for vejen viser Pluto's position, når den er nærmest ved Solen. Pluto's afstand til solen er her 4.425 mio. km.
|
|||||||||||||||
Den nyopdagede Uranus opførte sig ikke nøjagtigt, som astronomerne og matematikerne forventede i følge deres beregninger. Der var et eller andet, der forstyrrede planetens bane. To matematikere forudsagde således i 1845-46, at der uden for Uranus' bane måtte kredse en anden planet, der var årsag til forstyrrelserne. de angav endda den formodede position for den ukendte planet. den 23. september 1846 kom så den store sejr for den matematiske astronomi, da man også med kikkert kunne finde frem til fredsforstyrreren, som fik navnet Neptun.
Thøger Larsen, Sfærernes Musik, 1923. |
|||||||||||||||
Besøgte
vi den virkelige Pluto og kastede blikket tilbage på Solen, ville denne se ud som en
meget klar stjerne. der er koldt herude ved underverdenens guder, hvor Solens stråler
næsten ikke varmer. Pluto's overfladetemperatur er omkring - 240oC
eller kun 30oC over det absolutte nulpunkt. Astronomerne kan
ikke rigtig blive enige om, hvilken placering de to planeter skal have i vort solsystem.
nogle mener, at Pluto er en undsluppen Neptun-måne, mens andre påstår, at Pluto og
Charon er de inderste medlemmer af en gruppe uopdagede kometlignende islegemer uden for
Neptuns bane. Pluto og Charon udgør et dobbelt planetsystem. På 6,4 døgn omkredser de et fælles tyngde punkt, der er angivet som et punkt på planetmodellen.
|
|||||||||||||||
Omkring
år 2113 når Pluto ud til det yderste af sin bane og opnår hermed den største afstand
fra Solen. En sten på Stenodden ved Ryletorv viser denne position fjernest fra Solen.
|
|||||||||||||||
Da
Neil Armstrong den 21. juli 1969 som det første menneske satte sin fod på månen,
betegnede han det som et kæmpeskridt for menneskeheden. Det var kulminationen på en
rejse til vores nabo i rummet - 380.000 km borte. Aldrig har noget menneske været
længere væk fra Jorden. Efter tusindvis af skridt slutter Planetstien på Stenodden ved Ryletorv. Ved Pluto kan man spejde ud over Nissum Bredning - ud i de næsten ukendte dele af solsystemet. Vandrer vi ad fantasiens Planetsti videre nordpå vil vi omkring Nordpolen træffe på "Oortskyen", der som en kæmpemæssig skal ligger omkring vort solsystem. Milliarder af dybfrosne kometer venter her på deres tur ind mod solen. Fra "Oortskyen" ved Nordpolen fantaserer vi os videre sydpå
over Stillehavet til Sydpolen: Hernede omkring 23.000 km fra vores Sol i Lemvig tager vi
afsked med vort solsystem. Hidtil har Solen kunnet dominere rummet med sin
tiltrækningskraft, men nu bliver denne for svag, og andre stjerner overtager gradvist
førerrollen. Proxima Centauri er én blandt milliarder af stjerner i vores Mælkevej. Omkring nogle af disse stjerner kredser der sandsynligvis planeter. Tænk om der er et sted lysår borte svævede en anden lille klode, som en grøn ø i Universet, hvor man tænkte på, om der mon et andet sted...
Thøger Larsen, Foraarstegn, 1925. |
|||||||||||||||
Tekst, illustrationer og fakta hentet fra folder udgivet af Lemvig Museum 1987. Stenhuggerarbejde: Eigil Westergaard. Broncestøbning: Leif Jensen. Tekst: Hemming Klokker. Foto : Tony Nielsen En del af ruten går over privat sommerhusareal, og man bedes tage hensyn ved passage af dette. |