Lystanlægget ved Vestbakkerne

Fra Vestbakkerne har man Sagnet om Bonden fra Lemvig, der skulde vise de svenske fjender Vejen til Lemvig og førte dem i strakt Galop i Nattens Mørke ud over Skrænterne, saa de styrtede ned og druknede i Fjorden. Skrænterne laa da nøgne hen, og saaledes laa de til Midten af forrige Aarhundrede.De betragtedes som Byens Eje og udlejedes af Byen, som derved havde en Indtægt. I 1771 var Brugsretten af Bakkerne udlejet til Købmand Simon Andrup, som gav 34 Rdl. 58 Sk. derfor til Byens Kasse, og i Regnskabet for 1772 oplyses det, at der 24. Juli 1753 var truffet Afgørelse om, at Vestbakkerne var henlagt til Byen. Andrup har antagelig syntes, at han Aaret før havde haft for lidt Udbytte af Faarenes Græsning i Bakkerne, saa dette Aar gav han kun 3 Rbdl. 1 Mk. for samtlige Bakker.
  Paa en Tegning fra 1851, som findes i Lemvig Museum, ses det, at Bakkerne endnu ikke havde et eneste Træ. Billedet har af kendte Bygninger den gamle Købmandsgaard, hvor nu Gerholts Vognmandsforretning er, og Saltværket, som ligger ensomt længere mod Nord. Naar man da vestfra skulde ind i Byen, kørte man Nord om Købmandsgaarden og i Strandkanten, til man naaede de første Huse på Nordsiden af Vestergade. Paa nævnte Tegning ser man et Studekøretøj ase sig frem i Strandkanten ind mod Byen.
  Hvorledes fandt man saa paa, at Bakkerne skulde beplantes ? Ja, det var den i Landbrug saa interesserede Herreds- og Byfoged Baron Rosenkrantz, som ved et Møde i Borgerrepræsentationen den 9. august 1855 "foreslog at anvende den Byen tilhørende Del af Vestbakkerne fra Skjardiget henimod Gaarden Nr. Vinkel til Saltværket til Træplantning". Kommunalbestyrelsen vedtog med det samme at antage Byfogedens forslag. det traf sig nemlig saa heldigt, "at samtlige Lejekontrakter Vesterbakkerne betræffende i Aar ere udløbne". Henimod Saltværket var der nogle Sandgrave, men de skulde foreløbig henligge til Byens og borgernes Afbenyttelse.
  Der gik dog nogle Aar, før der kom Gang i Arbejdet. Byfogeden blev forflyttet, og Pastor Kaarsberg, som ogsaa var med i arbejdet, blev svagelig og kunde ikke være med i noget ud over Præstegerningen. Men saa i 1860 tog A. W. Andrup og Fabrikant Andr. hansen fat paa egen Haand. Af det Opraab til at yde frivillige Bidrag, som nu blev sendt rundt i Byen, ses det, at der i baronens Tid var sendt Lister omkring i Byen til Tegning af Bidrag til Sagens Fremme, men disse var blevet forlagt af Baronen. En ny Liste blev sendt rundt, og man nærede det Haab, at Byens Borgere vilde vise Sagen velvillig Interesse, saa der kunde komme Gang i Plantningen "i denne skovløse Egn". Der blev nu af 40 Borgere tegnet Bidrag, der i størrelse varierede fra 10 Rdl. til 1 mark aarlig i 3 Aar. Man finder her de fleste af de Borgere, som paa den Tid betød noget i Byen.
  Da der kom Gang i Plantningen, blev Komiteen alligevel betænkelig ved, at der stadig blev fjernet Sand fra Bakkerne, og den sendte da i Maj 1863 et Andragende til Kommunalbestyrelsen om, at den hidtil stedfudne Sandgravning i Bakkerne maatte ophøre. Samtidig kom der en Skrivelse fra Kirkeværge Hansen, hvori han "saavel paa Kirkens Vegne som for sit eget private Vedkommende Protesterer mod Sandgravning foran nævnte bakke ud for Kirkens (Grund), der ellers er i Fare for at styrte ned". Man tog nu Ødelæggelsen i Øjesyn og blev straks enig om, at fra 1. August 1863 maatte al sandgravning i Vesterbakkerne ophøre, og dette Forbud blev bekendtgjort ved en Politiplakat, som Trommeslageren oplæste rundt i Gaderne. ved Andr. Hansens Død i 1865 valgtes Prokurator Hjort til at indtræde i Komiteen i hans Sted.
  Nu Havde Sandgraven Fred i nogle Aar, men da man i 1875 skulde tage fat paa at bygge det nye Ting- og Arresthus, kom Entreprenøerne A. Kjærgaard og P. Berg og bad om Tilladelse til at tage den fornødne Mursand i Vesterbakkerne. Det fik de Lov til mod en Betaling af 100 Kr., og saa skulde de desuden forpligte sig til at levere Sand til de af Byens Borgere, som havde Brug for det, udgravet paa Pladsen til 50 Øre pr. Læs. For dette Sand skulde der til Kæmmerkassen betales 25 Øre pr. Læs, og desuden skulde Byraadsmedlem N. Christensen have 8 Øre pr. Læs for Opsyn on Inkassation, saa Betalingen blev i alt 83 Øre pr. Læs.
  I 1893 blev der bygget Pavillon med restauration (nedbrændte 1988, herefter er Museet for Religiøs Kunst opført), som var aaben om Sommeren, og senere blev Strandvejen forlænget til Vinkelhage.

Mindesten for 29 august 1943 opstillet ved opgangen til anlægget.

den 28. august 1943 krævede Werner Best, at der blev indført strejkeforbud, forsamlingsforbud, tyskkontrolleret presse- censur og dødsstraf for sabotage. og natten mellem den 28. og 29. august besatte tyskerne Horserød-lejren. Det lykkedes 90 af de internerede kommunister at flygte, mens de øvrige 150 blev deporteret til kz-lejre i Tyskland. 20 af dem døde. Den 29. august blev den danske hær interneret i ly af militær undtagelsestilstand, og fremtrædende personligheder blev taget som gidsler. Det lykkedes imidlertid den danske marine at sænke eller ødelægge  31 af ialt 49   orlogs- fartøjer, fire slap til Sverige, seks blev taget til fange af tyskerne under kamp, og otte blev overrumplet.Under aktionen mod hær og flåde kom det til ildkamp, og 24 danske soldater faldt. Regeringen afviste Bests ultimatum, vel vidende at befolkningen ikke ville acceptere en opfyldelse af de tyske krav, og gik af, selv om kongen formelt nægtede at modtage dens demissionsbegæring. den tyske værnemagt havde nu overtaget den udøvende magt i landet. Samarbejdspolitikken var brudt sammen, omend en række almindelige statsforretninger fortsat blev varetaget af ministeriernes departementschefer, det såkaldte departementschefstyre, under ledelse af udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen.