Lemvig Købstad Kirken 's historie.
Kilde : Lemvig Købstads Historie af J. Søndergaard Jacobsen.    Udgivet 1969 af Lemvig Museum.

  Da Kristendommen omkring Aar 1000 havde bredt sig ud over Landet og havde afløst den gamle Asa-Tro, følte man snart Trang til at faa bygget et Hus, hvor man kunde samles til Gudstjeneste. I den hedenske Tid havde man kunnet samles omkring de gamle Gudehov, og man havde ogsaa der paa mange Steder opført overdækkede Bygninger, saa man uafhængigt af Vejr og Vind kunde samles under Tag. Saaledes begyndte man nu efter Forbillede i de Lande sydpaa, hvorfra Kristendommen var naaet til Os, at bygge Gudshuse, "Kirker" kaldte man dem. Ogsaa Navnet er indført; det er et græsk Ord, som betyder "det, der hører Herren til", almindeligt oversættes det ved "Guds Hus".
  De første Kirker her i Landet blev bygget af Træ. Ingen af disse er dog bevaret, men adskillige Steder har man inde I de nuværende Kirker fundet Stolpehuller derfra og andre Mindelser om disse første Kirker, der har staaet paa samme Plads som Stedets nuværende Kirkebygning.
  De Kirker, der blev bygget i den store Kirkebygningstid i 1100 og første Halvdel af 1200-tallet, er bygget i en bestemt Stilart, som man efter de halvcirkelformede Afslutninger paa Vinduer og Døre kaldet Rundbuestilen eller den romanske Stil. De bestaar for øvrigt af to Bygningsdele: Skibet i Vest og et lavere og smallere Kor i Øst. Den ene af disse Bygningsdele er gerne bygget først, men I Almindelighed er der kun gaaet faa Aar, før den næste er bygget.
  Hvornaar man har faaet bygget Kirke i Lemvig kan ikke fastslaas blot nogenlunde nøjagtigt. De gamle Bygmestre havde desværre ikke for Skik at forsyne deres Værk med Aarstal. Kun en enkelt af denne Periodes Kirker har Aarstal, nemlig Gjellerup Kirke ved Herning, hvor en latinsk Indskrift meddeler, at Aar 1140 efter Herrens Byrd blev denne Kirke grundet til Guds Ære. -  Men selv om vi ikke har Aarstallet, har Videnskaben dog kunnet hjælpe os til at bestemme Kirkens Alder saa nogenlunde. Det er sandsynligt, at Lem Kirke er bygget først, og at Beboerne i Lemvig i nogle Aar har søgt Kirken der, men der er sikkert ikke gaaet mange Aartier, før man er gaaet I Gang med at faa bygget et Gudshus for sig selv. Tidligere mente man, at Kirken her først var bygget hen imod   1500,  men man tænkte sig dog den Mulighed, at den daværende havde afløst en ældre Kirke, eftersom dens ældste Inventar, Døbefonten, maatte være betydeligt ældre. Men da Kirken under den Restaurering, som begyndte 1933, havde Besøg af Museumsinspektør, Magister Chr. Axel Jensen, der var særlig kyndig i Middelalderens Kirkebygninger, havde Red. H. Lilholt en Samtale med ham, der er gengivet i Lemvig Folkeblad for 16. Okt. 1933. I Samtalen kom man ind paa Kirkens Alder, og Magisteren udtalte straks, at Kirken var bygget omkring 1200, allersenest 1250, og han pegede paa et Hul i den nordre Kirkemur mellem Taarnet og den nordre Korsarm, hvor han viste en Granitsten, en saakaldt Tympanon, en halvcirkelformet Overligger til et Vindue med en ganske smal Lysning, ca. 35 cm. Denne Vinduesform er saa typisk for vore ældre, romanske Kampestenskirker. Magisteren henviste videre til et Vindue Øst for Nordfløjen, som var af samme Type. Overliggeren paa dette Vindue var der ganske vist ikke mere, men man kunde af det skraa Indfald tydeligt Se, hvor det havde været.
  Med Hensyn til Kirkens første Form og Udstrækning mente Magisteren at kunne fastslaa, at der oprindelig kun har været Kirkens Skib, som strakte sig fra Taarnet i Vest til det Sted i Øst, hvor Koret begynder. Kirken har været bygget af raa eller kløvede Kampesten. Den gamle Kampestensmur kunde ses i Kirkens oprindelige Højde. Da saa Kirken senere blev forhøjet, havde man et andet Byggemateriale, nemlig Teglstenen, og de Teglsten, der anvendtes i de gamle Kirker, var de saakaldte Munkesten, som har et større Format end de, der anvendes nu, og de var nedlagt I det saakaldte Munkeskifte, saaledes at der i hvert Lag ligger afvekslende 2 "Løbere", d. v. s. med Langsiden udad, og 1 ,,Binder" med den korte Side udad.
  Paa Redaktørens Spørgsmaal, om man kan Se, hvor Østgavlen har været, svarede Magisteren: Ja, det kan man. Østgavlen har staaet der, hvor det nuværende Kor begynder mod Vest. Man kan se det paa to Ting. For det første er der paa Ydersiden af Korets Nordmur et Fremspring i Muren, der viser, hvor Tilbygningen er sket; men ser vi paa Murens Inderside, vil man paa det Sted, hvor Koret støder til, Se, at den raa Granitmur ikke har de første 4-5 Murskifter af Munkesten, som vi ser langs den øvrige del af Muren. Det er Beviset for, at her har Østgavlen af den gamle Granitkirke gaaet op. -  Inden for den Ramme, vi her set, har altsaa den ældste Del af Kirken i Lemvig været.
  Efter dette ser det saa ud til, at Magisteren har ment, at der aldrig har været bygget noget romansk Kor med den smallere og lavere Form til Kirken her. Det Kor, som stod paa den Tid, da Kirken blev restaureret, har umiskendeligt gotisk Præg, idet det havde samme Bredde som Skibet, men hvis Skibet først er bygget hen imod 1250, laa den gotiske Periode heller ikke langt ude i Fremtiden, da man regner den fra ca. 1250. Det vil dog ses senere, at andre har ment, at et romansk Kor var ombygget.
  Som nævnt ovenfor, blev Kirken senere forhøjet. Det skete under den store Ombygningsperiode i Slutningen af 1400-tallet. Oprindelig havde Kirken Bjælkeloft, saaledes som det var almindeligt i den romanske Periode. Magisteren paaviste, at man har Bevis for, at der har været Tagværk i to forskellige Højder, idet man kan se Tagenes Mærker paa Taarnets Østgavl. Hvis man følger Retningen af disse Mærker, vil man bemærke, at den laveste har Retning ned mod Granitmurens Overkant, medens den højereliggende sigter mod Overkanten af Munkestenskifterne. Paa Spørgsmaal om Taarnets Alder svarede Magisteren: Jeg vil sætte Taarnets Byggetid til Tiden o. 1475, og man kan se, at Taarnet er indbygget saaledes i den oprindelige Granitkirke, at dennes Vestgavl danner Underdelen i Taarnets østlige Del.
  Angaaende Spørgsmaalet, om Taamet oprindelig havde haft Spir eller havde haft Sadeltag, udtalte Magisteren, at det var meget usandsynligt, at der skulde have været Spir oprindelig. Han vilde formode, at der havde været Sadeltag med Trappegavle, men noget sikkert kunde ikke siges.
  Dette spørgsmaal kom nemlig til at spille en stor Rolle i den følgende Tids Avisdebat, idet Red. Liiholt kæmpede tappert for at bevare Taarnet i den Form, det havde med Sadeltag og Trappegavle.
  Omtrent samtidig med, at der blev bygget Taarn til Kirken, blev der ogsaa foretaget andre Ændringer ved den. Grunden kan dog ikke tænkes at være den, at Kirken var for lille til den lille Bys Menighed, men det var paa den Tid almindeligt at indrette Tilbygninger til Kirken dels for at gøre den mere anselig og nogle Steder for at indrette Begravelser. Det menes at være de Rigdomme, som i Unionstiden tilflød Landet, som har bevirket, at der paa den Tid blev foretaget saa mange Udvidelser og Udsmykninger ved Kirkerne. Man vilde ofre noget af sin Overflod til at pryde Herrens Hus. Her blev det altsaa til, at man foruden Taarnet ogsaa satte en Udbygning baade paa Nord- og paa Sydsiden af Kirken. For at faa disse Bygningsdele i Forbindelse med Skibet maatte man nedbryde en Del af den gamle Kirkes Vægge. En Del af de derved frigjorte Sten blev anvendt, som det synes, paa ret tilfældig Maade i de nye Mure.
  Hvis Taarnet oprindeligt har haft Sadeltag, er dette senere ombyttet med et højt, antagelig firsidet Pyramidetag med meget høj Rejsning. Det var saa højt, at det kunde ses langt fra Byen over Bakkerne, men saa indtraf den store Katastrofe, da Lynet 18. Maj 1683 slog ned i det høje Spir, og dette brændte sammen med alt Træværk i Taarnet. Byen var endnu ikke kommet sig over dette Chok, og endnu mindre havde man foretaget sig noget til Skadens Afhjælpning, da Byen Aaret efter den 27. Juni blev ramt af en endnu alvorligere Ulykke ved hele Byens Brand, en Brand, der med rivende Hast bredte sig fra Smedien ved Stranden, til den naaede Kirken, og alt brændbart blev Luernes Bytte. Man fik nu ganske vist Hjælp til Kirkens Opbygning, derved at der blev paalagt hver Landsbykirke i Stiftet at yde 1 Rdl. og hver Købstadkirke 2-20 Rdl. til Lemvig Kirkes Genopbygning, men alligevel blev der ikke Raad til at genopbygge Taarn og Spir til samme Højde som før. Det blev ca. 9½ m lavere og kunde nu ikke mere ses over Bakkerne i Øst og Vest. Det ses paa det Billede, man har af Lemvig, saadan som Byen har set ud fra Fjorden 1767. Det findes i Pontoppidans Danske Atlas. Man ser der det ranke, spidse Taarn og ser, at det nu ikke er i Højde med de omgivende "Bjerge". I samme Bog ses ogsaa det her gengivne Kort over Lemvig. Man ser der, at den største Del af Byen dengang har ligget mellem Kirken og Fjorden, og tillige ser man, at Husene dengang laa i større Afstand fra Kirken end nu. Efter Kirkegaardens Nedlæg-gelse har man som nævnt søgt at udnytte den derved fremkomne Plads og ved Nybygninger rykket nærmere Kirken. Det er særlig mærkbart mod Vest, hvor man ser, at Østsiden af Søndergade er i Flugt med Facaderne mod Torvet. Det ses ogsaa paa Kortet, at Kirkegaarden har gaaet et godt stykke ud i Vest fra Taarnet, saa der vil sikkert i Gaden foran kunne findes Begravelser, ligesom der er fundet under Bygningeme paa den østlige Side. I Danske Atlas finder vi ogsaa den første egentlige Beskrivelse af Kirken. Den skal derfor gengives her:
  Kirken, fordum kaldt Vor Frue, ligger midt i Byen, er en Korskirke og har ikkun et lidet Taarn, men før de sidste Ildebrande i 1683 og 1684 havde den et højt Taarn med Spir, der kunde ses i omliggende Sogne. Kirken er vel temmelig stor og smuk, men anlagt meget dybt, hvorover dens Begravelser om Vinteren staar halvt fulde af Vand. I Taarnet er et Sejerværk og tvende Klokker, begge med Chr. V’ Navn og Aarstal, støbte af Rudolph Melchior. Paa den store staar et Iatinsk og paa den mindre et dansk Vers i Erindring af Ildebranden. Altertavlen er anselig, Prædikestolen ligesaa, men Orgelværket er slet. Kalken og Disken er given af Maren Skram til Rammegaard, ligesom Messehagelen, hvorpaa hendes og hendes Mands, Hartvig Hvidtfelds Vaabener staa i støbt Sølv forgyldte med Aarstal 1655. Ved siden af Alteret findes Biskop Iver Munks Fæderne og Møderne Vaaben i Træ indhugne. Over Chordøren hænger et tiltaklet, tredækket Skib med Canoner, forfærdiget og foræret af Jørgen Christian Bejer 1745. Paa Bagstavnen staar Prinz Christian. I Kirken hænger 4 store Lysekronet, hver med 12 Arme, hvoraf een er given 1661 af OIuf Jepsen, Borgmester i Lemvig, nok tvende smaa 6 Arme. I Altergulvet er Præsternes Begravelse. — Et Epitafium over Sognepræsten Jens Christensen Jegind, som døde 1675 med hans og Families Portrætter. En Trætavle over Borgmester Jens Jørgensen 1619. En Stentavle over Simon Christensen, som døde 1648. En anden over Iver Christensen, Foged paa Voldberg, som gav 300 Daler til den Latinske Skole i Lemvig for en Chorsang at holde i Kirken.
  Der tales her om Kirkens lave Beliggenhed. Der var sket det, at Jordsmonnet paa Kirkegaarden var højnet af det, som i Aarenes Løb var tilført ved de mange Begravelser og ved Lov fra eventuel Beplantning. Derved blev det efterhaanden saaledes, at Kirkens Gulv kom til at ligge lavere end Jorden udenfor, saa der maatte anbringes Trappetrin fra Kirkens Indgange ned i Kirken. Oprindelig var der de to Indgange, Mandsdøren paa Sydsiden og Kvindedøren paa Nordsiden. Paa det hosstaaende Billede fra Trap 1902 ses den da tilmurede Mandsdør lige Øst for Taarnet, samt Døren i den søndre Korsarm, hvor der indsattes en Portal. Den lave Beliggenhed medførte jævnlig Ulemper, ved at Vandet under Tøbrud og Højvande ved Stormflod trængte ind i Kirken. Det ses saaledes at være sket I Foraaret 1789, da Vandet stod et Kvarter over Gulvet I Kirken og maatte øses ud, og saadan skete det med kortere og længere Mellemrum.
  I 1854 blev der foretaget en større Restaurering af Kirken, bl. a. blev der indsat større Vinduer, men selv om det gav mere Lys I Rummet, saa var de store Støbejernsvinduer absolut ikke nogen Pryd for Kirken. Desuden gik de saa Iangt ned paa Muren, at Børn, der stod udenfor paa Torvet, kunde kigge lige ned i Kirken, og det kunde nok virke distraherende paa de andægtige Tilhørere, naar det skete om Søndagen under Gudstjenesten.
  Paa samme Tid var Taarnet ved at blive skrøbeligt, selv om det i 1788 var blevet tildels ombygget. Den nye Ombygning skete dog først 1867. Da blev Spiret taget ned og ligeledes Murværket indtil Granitmuren og opbygget igen af Munkesten og forsynet med Sadeltag. De nye Gavle mod Nord og Syd blev forsynet med Kamtakker og Blændinger; Vindfløjen fra 1827 fra det gamle Spir blev sat op midt på Rygningen af Taarnets Tag.
  I Tiden 1879—80 gav den kendte Arkitekturhistoriker, Professor B. Løffler, som faa Aar forinden havde forestaaet Opførelsen af Lemvig Raadhus, en Beskrivelse af Lemvigegnens Kirker til Opbevaring i Nationalmuseet. For selve Lemvig Kirke er den fra 1879 og lyder saaledes:

,,Lemvig Kirke, der kun frembyder liden Interesse i arkitektonisk Henseende, er en temmelig uanselig Korskirke med Taarn i Vest. Det Indre dækkes overalt af Krydshvælvinger, og det østligste Fag, som ligger i umiddelbar Forlængelse af Skibet, danner Korpartiet. Samtlige Gavle, af hvilke Taarnets vender mod Nord og Syd, afsluttes med Kamtakker. Den underste Del af Skibets og Korpartiets Mure, der er opført af raa Kamp, hidrører muligvis fra den tidlige Middelalder, medens alle de øvrige Bygningsdele, hvortil der er anvendt store, røde, I Munkeskifte lagte Tegl, utvivlsomt skriver sig fra den papistiske Periodes Slutning. Som de betydeligste Forandringer og Restaurationsarbejder, der er foretagne ved Kirken I senere Tider, skal vi nævne, at der overalt er indsat store, smagløse Vinduer, samt at Taarnet for en væsentlig Del er ombygget 1867. Fløjet har Aarstallet 1827.
  Af kirkeligt Inventar er Altertavlens Ramme, Prædikestolen og Stolestaderne udført i Rokokostil. Det oliemalede Alterbillede — en Kristus-figur — er udført af J. L. Lund i 1855. Alterkalken har følgende Indskrift ,,Anno 1655 har ærlige og velbyrdige Frue, Fru Maren Skram, Sal. Hartvig Hvitfeldz til Ramme-Gaard, givet og foræret denne Kalk og Disk til Lemvig Kirke, Gud til Ære, Kirken til Zirat, og hende til Ære, christelig Ihukommelse, hvorfore Gud være hendes Løn. Anno 1794 er samme Kalk og Disk forstørret paa Kirkens Bekostning. - Paa Foden ses de Hvitfeldters og Skrarn’ers Vaaben med Bogstaverne S H H og M S. - Disken har Aarstallet 1794. Paa Alterkanden læses følgende: ,,Lemvig Kirchis Vinn Kande oc den gamle Kalch og Disch omgjort Anno 1665 den 25 Januari". - Døbefonten, der er udhuggen af Kamp og paa Kurnmen prydet med Tovsnoning, synes at skrive sig fra den tidlige Middelalder. Kirkens 2 Klokker har følgende Indskrifter:

2. Sandsten, 3 Al. lang, 1 Al. 15 Tm. bred. Paa Midten 2 kvindelige Figurer med Kapper og Pibekraver, i Hjørnerne Evangelisttegnene (ligesom den foregaaende ret vel bevaret, men slidt paa de mest fremstaaende Partier. Om Randen følgende Indskrift: Under denne Steen ligger begrafven erlig oc gudfryctige Pige Salig Maren Knudzdatter som hensoffve i Herren den 14 Junii 1602 med hindes kiere Søster aren Knudzdatter som hensoffve i Herren samme Aar den 21 Mai. Gud giffve dennom med alle Christne Himmerig oc det evige Lif Amen.
  (Indskrifterne paa disse to Sten giver os et Indblik i de Tragedier, som i dette og følgende Aar fulgte med Pesten, som paa den Tid hærgede Landet, ikke mindst det vestlige Jylland, hvad bl. a. Tavler i Kirkerne i Skjern og Snejbjerg vidner orn. Her i Lemvig er altsaa Raadmanden og hans Hustru og 2 Døtre paa mindre end en Maaned blevet Ofre for Sygdommen).

Som det fremgaar af ovenstaaende, er der kun 3 af Ligstenene (Nr. 1-3), som fortjener at opbevares. De øvrige er enten saa fuldstændig afslidte eller saa sønderslagne og ufuldstændige, at de er uden nogen Værd, hvorfor de formentlig kan overlades til Kirkeinspektionen til fri Disposition. De 3 førstnævnte Ligsten burde derimod ikke fjernes fra Kirkebygningen. Efter at Restaurationen er foretaget, er det ikke mere muligt at anbringe dem i Skibet, da dette er blevet forsynet med 1½ Alen høje Paneler, og Vinduerne sidder saa lavt og er saa brede, at Stenene ikke kan opstilles Iangs Murene. Nr. 1-2 vil derimod formentlig passende kunne opsættes inde i Vaabenhuset. Paa dettes nordlige Side findes en fremspringende Mur, der omgiver Varmeapparatet, og denne frembyder tilstrækkelig Plads til, at de 2 Sten der kan opstilles ved Siden af hinanden, ligesom de ogsaa der vil faa godt og tilstrækkeligt Lys. Jeg tillader mig derfor at foreslaa, at de nævnte Ligsten, der paa Grund af deres ensartede Karakter og som Gravminder over samme Familie opstilles sammen, anbringes paa den angivne Plads i Vaaberihuset.

Nr. 3 vil det ikke være muligt at opstille i Vaabenhuset, hvor ingen Murflade er stor nok til dens Anbringelse. Da den er uden nogen særlig antikvarisk Værdi, vil det formentlig være tiIstrækkeligt at sikre den mod at biive fjernet fra Kirken, og jeg tillader mig derfor at foreslaa, at den opstilles udenfor Kirken, hvor den paa Taarnets søndre Side vil kunde faa en god Plads. Den vii dog ikke der kunne indmures, da Taarnmuren bestaar af utiIhugne Kampesten, men maa opstilles ved Muren. Jeg undlader ikke at bemærke, at der alIerede i Ydermuren paa Skibets vestIige Side (i en Højde af 2 Fod over Grunden) er indmuret en Ligsten over Borgmester Peder Pedersen Lange, død 1651, og at der vel var en Muiighed for at indsætte den omhandlede Sten som et Modstykke paa den nordlige Side af Vinduet. Men dels vilde den meget store Sten ødelægge den temmelig smalle Murflade og trykke Vinduet, dels vilde en Indmuring være forbundet med en Bekostning, som ikke staar i Forhold til Stenens Værd. Den vil formentlig være tiIstrækkelig beskyttet ved at opstilles ved den søndre Taarnmur .
  Det ser ud til, at Magister Bahnsons Forslag om Anbringelse af Stenen ved Taarnets Sydside er taget til Følge. Paa hosstaaende Billede af Kirken fra Trap 1902 ses det, at der er anbragt en Sten paa denne Plads, og da man under Kirkens sidste store Restaurering samlede de gamle Sten, der fra Kirken var blevet spredt over en stor Del af Byen, fandt man ogsaa frem til Stenen her, og da var der nogle, der kunde meddele, at den indtil for en Snes Aar siden havde haft sin Plads paa det her angivne Sted.
  Angaaende Ligstenene i selve Kirken findes en senere Indberetning fra 1916 til Nationalmuseet af Museets senere Direktør, Poul Nørlund, som beretter, at de to af de af Bahnson omtalte Sten var blevet solgt, men senere igen erhvervet til Kirken og derefter anbragt i Kapellet paa Kirkegaarden. Han mener, de efter Bahnsons Forslag var blevet anbragt i Vaabenhuset op ad Varmeværkets Formur, men atter fjernede fra denne Plads, da et nyt Varmeværk for nogle Aar siden var installeret. De er siden blevet stærkt beskadigede og særlig den ene betydelig mere slidt.
  Foruden disse omtaler Poul Nørlund en Sten, som paa Babnsons Tid var indmuret udvendig ved Skibets Vestende. Den var senere beskrevet af Termansen og blev efter dennes Forslag anbragt paa Vaabenhusets Sydvæg. Desværre synes det for sent at faa den flyttet ind i Kirken.Opløsningsprocessen fortsattes stadig, og det kan ventes, at en Del af Dekorationerne vil skalle af, saaledes at kun de groveste Former og de dybeste Bogstaver bliver tilbage.
  Stenens Figurfremstillinger er følgende: Paa Siderne af Indskriftsfeltet er henholdsvis Adam og Eva, hver staaende med et Æble i oprakt Haand. Oven over Indskriften er Himmelfarten og derover igen er Dommedag med Forbedere, og forneden de dømte, nogle paa Vej ind i Uhyrets Gab (Leviathan). I Hjørnerne, anbragt i Kartoucher, de øvre med svære Volutter, de nedre ved Englehoveder og en Barokmaske, for oven en Krucifixgruppe med Maria og Johannes samt Nedtagelsen af Korset, forneden, det ene meget utydeligt, det andet Nedfarten til Helvede. Under Indskriftsfeltet en lille Figur, der bærer Tavler i sine oprakte Arme, og derunder igen en Kartouche med Tegnet for Chr. IV, omgivet med P.P.L.G.   - Mellemrummene mellem de forskellige Felter en udfyldte med Blad- og Klaseværk samt Overflødighedshorn.
I Kirkerummet er anbragt 2 Epitafier af Sten.
1) Paa Kirkens Nordvæg hænger et Sandstensepitafium med firsidet Kalkstenstavle, der har malet Indskrift. Paa Siderne af Tavlen sidder 2 store Kvindefigurer med sammenlagte Hænder. Foroven en tredie, mindre, der i venstre Haand løfter et Attribut (Lod?). Under Konsolkragbaandet en Barokmaske, flankeret af 2 Englehoveder, nederst en Klase. - Indskriften med sorte, malede Versalier Iyder: (forst 4 Linier af Psalm) DEN 20 JUNIJ HAFVER S SIMON CHRISTEN-SØN FORDUM BORGEMESTER I LEMVIG SOM DØDE 1648 DEN 14DE MAY UDI SIT ALDERS 73 AAR HANS BØRN OPSETTE DENNE TAFLE HANNEM OC HANS HUSTRU KIRSTEN MAARSDATTER SOM DØDE 1643 DEN 28 SEPT UDI SIT ALDER 63 AAR TIL EN EUIG HUKOMMELSE OC LEFDE DE ET ÆRLIGT ÆGTESKAB UDI 43 AAR OC AFLEDE DE TILSAMMEN VI BØRN 3 SøNNER SOM OC 3 DØTTRE SOM IGJEN LEFVER AT LEFVE ER MIG CHRISTUS OC AT DOE EN BAADE
Indskriftstavlen er revnet flere Steder, og et Hjørne af Kragbaandet mangler.
2) I nordre Korsarm, paa Østvæggen en lille Kalkstenstavle med fordybet indskrift, indrammet af en Sandstensramme med barokke Volutter, foroven et Englehoved, forneden en Barokmaske. Tavlen er ridset, Bogstaverne staar farveløse med Spor af gul Maling. Sandstenen er især omkring de helt forrustede Kramper meget medtaget. En graa Overmaling er helt afskallet, hvilket giver hele Rammen en snavset Karakter.
Indskriften med hældende Versalier lyder:

MEMORIALE

HAVER VELACT KARL lEVER CHRISTENSØN FOGET PAA VOLBIERRIG AF EN GOD CHRISTELIG BETENCKENDE GIFVET OC PERPETUERIT TIL ARME LATINSKE SCKOLE BØRN VED LEMVIGS SKOLE TRE HUNDREDE SLETTE DALER SOM DE AARLIG OC ÆVINDELIG SKAL HAFVE RINTEN UDAF FOR EN CHORE SANG AT HOLDE UDI FORNEFNE LEMVIG SAA LÆNGE SOM VERDEN STAAR FOR HUILKEN VELGIERNING GUD VÆRE HANS STORE BELØNNERE

  Paa Kirkeloftet ligger 2 malede Epitafier fra Aartierne omkring Midten af 1600-tallet, 1) et Maleri paa Lærred 85 x  80 cm i en enkel Fyrretræsramme, der er nyere. Den fremstiller paa en draperet Baggrund Knæstykker af to Mænd i sorte Dragter med Pibekrave. Den ene holder en Bog, desuden en Kvinde med Hue paa, bred nedfaldende Krave med Sæt, Løkke fortil, sort Kjole med hvide Manchetter paa de halvlange Ærmer, hvidt Forklæde og foldede Hænder, det holder et hvidt Torklæde. Maleriet er meget medtaget, dels af Snavs, dels af Sprækker; paa mangfoldige Smaapletter er Malingen sprunget, og der er nogle mindre Huller i Lærredet omkring den midterste Figur.
  2) Et Maleri paa Træ i Egetræsramme, dyb bølget, profileret, oval, nyere overmalet med ældre Farvespor. Der fremstilles: Til den ene Side knæler bag hinanden tre skægløse Mænd, til den anden fire Kvinder. Mændene har sorte Slag og brede, glatte firkantede Smækkraver. Kvinderne har glatte, fortil spidse Kraver med sort Løkke, sort Kjole, hvis Liv ender spidst fortil ned over det hvide Forklæde, halvlange Ærmer, hvis hvide rynkede Manchetter ogsaa er bundet med en sort Løkke. De forreste Kvinder har ligesom Mændene sammenlagte Hænder og ubedækkede Hoveder. De to bageste, som vist er Børn, holder en Blomst og har Hovedbedækning. Det samme gælder de fleste af de syv Børn, der er grupperede foran i Billedet; et af dem har Slør; om de tre's Hoved er senere (ved deres Død?) malet en graalig Bladkrans med et rødt Kors. Epitafiets Størrelse er Rammen indbefattet, ca. 85 x 115 cm.
  Det synes rimeligt at antage, at dette Billede er det af Familien Jegind, som omtales i Pontoppidans foran fremførte Beskrivelse af Kirken som samhørende med Familiens Epitafium i Koret. De tre Mænd kan da tænkes at forestille Jens Jegind og de to Sønner, der blev Præster, Bertel, som blev hans Eftermand, og Jens, som blev Præst i Tæbring paa Mors. Derimod kan det blive vanskeligere at faa identificeret Kvinderne og Børnene.

Den store Restaurering 1933-35

  I Begyndelsen af dette Aarhundrede fandt man, at der var saa mange Skrøbeligheder og Ulemper ved Kirken, som den var, at man gav sig til at drøfte Muligheden af at flytte den. Det var Kirkens kælderagtige Tilstand med Fugt og med Svamp i Trædelene, der bragte de ansvarlige ind paa den Tanke, at det vist var bedst at bryde den gamle Kirke ned og bygge en ny paa et andet Sted i Byen. Man havde udset sig en Plads i Præstegaardens Eng ud mod Aagade, altsaa omtrent der, hvor nu den nye Præstegaard er bygget. Tanken vandt Tilslutning, og i 1906 blev det vedtaget at gennemføre Planen, men da det rygtedes i Byen, blev der rejst en Stemningsbølge mod denne Plan. Det synes ikke særlig at være Flytningen af Kirken, der var saa stor Uenighed om, men det var den udvalgte Plads, der ikke behagede alle. Nogle havde andre Forslag, som de kæmpede for. Og da det saa viste sig, at det var vanskeligt at faa bevilget Stats-tilskud, opgav man i Sommeren 1907 at føre Sagen videre. Den blev foreløbig henlagt, men i de følgende Aar drøftede man dog Kirkens Skavanker, og i 1929 foranledigede Menighedsraadet omsider, at Ministeriet 2. Febr. 1929 gav Tilladelse til, at der blev nedsat et sagkyndigt Udvalg til at foretage Syn af Kirken og give Forslag til nødvendige Ændringer. Dette Udvalg kom til at bestaa af førnævnte Chr. Axel Jensen, Bygningsinspektør V. Norn og Arkitekt Søren Vig-Nielsen i Viborg.
  I den Beskrivelse, som dette Udvalg gav af Bygningen og dens Mangler, begyndte man med en Skildring af, hvorledes Kirken saa ud, og man begyndte at rokke ved den Teori, at Kirken skulde være fra 1400-tallet. Man fandt det sandsynligt, saaledes som Chr. Axel Jensen fremfrørte det i den foranførte Samtale med Red. Lilholt, at den var fra den første Del af 1200-tallet, og man mente, at Anbringelsen af de oprindelige Døre saa nær ved det nuværende Taarn tydede paa, at ogsaa den nederste Del af Taarnet var en Del af det oprindelige Kirkeskib, saaledes at Kirken fra Begyndelsen er gaaet lige saa langt mod Vest som nu. LigeIedes mente man, at der oprindelig havde været et lavere og smallere Kor paa det nuværende Kors Plads. Dette første Kor skulde saa være erstattet af det nuværende ved Tiden henimod 1500, da de store Forandringer skete med Tilføjelsen af Korsarmene og Opbygningen af Taarnet over Skibets Vestende, og samtidig var det oprindelige Bjælkeloft erstattet med otteribbede Hvælvinger. I 1700-tallet var Døren i søndre Korsarm omdannet. Man kunde dog fremføre som sit Helhedsindtryk: ,,Trods Vinduernes Omdan-nelse og andre, mindre heldige Ændringer virker den lille beskedne Bygning hyggeligt og kønt. Taarnet, Korsarmene og i det hele Vestpartiet har en malerisk Helhedsvirkning. Det Indre faar sit Særpræg ved Sammenspillet mellem den gennemførte gotiske Over-hvæIvning og det næsten helt i Rokokostil, sikkert i selve Byen, snedkrede Inventar, Alter, Prædikestol, Krucifiks, Stolestader og Pulpiturer, af hvilke især de to ensartede Pulpiturer i søndre og nordre Korsarm trods visse Ube-hjælpsomheder er meget dekorative. Hertil kommer et Par Vægepitafier fra 17. Aarhundrede, af hvilke især det ene er et værdifuldt Skulpturarbejde. Stemningen brydes dog ved flere Forandringer i det 19. Aarh. Arkitekturens Virkning brydes noget af Altermaleriet fra 1755, af den tarvelige KnæfaIdsskranke, af Orgelet i nygotisk Stil og endelig af den lyse Egetræsmaling, der paa alt Træværket dækker den oprindehige Staffering, som overvejende synes at være holdt i graalige Toner. Paa lignende Maade staar en moderne Messingkrone med elektrisk Lys og et Par Lysestandere paa Pulpiturerne i sørgelig Kontrast til de 5 gamle Lysekroner, af hvilke flere er meget smukke, ikke mindst den ældste fra Tiden o. 1550, og de tilsvarende gamle Lysearme .
  Alt hvad dette kunde kræve af Ændringer, mente man dog kunde lade sig gennemføre. Det var derimod ulige vanskeligere at faa klaret de Fortrædeligheder, der fremkom ved, at Jordsmonnet omkring Kirken laa 70-80 cm over Kirkegulvet, saaledes at der ved de to Indgange var 4 Trappetrin ned i Kirken. Dens Indre virkede derfor ret kælderagtig, og den lave Gulvhøjde havde meget ubehagelige Virkninger m. h. t. Fugtighedsforholdene; thi selv om Korgulvet laa to Trin højere end Gulvet i selve Kirken, var dog Gulvbrædderne, Vægpanelet og Knæfaldsskranken stærkt angrebne af Svamp, hvilket man dog i og for sig ikke fandt mærkeligt, eftersom Murenes jorddækkede Partier var gennemtrængt af Fugtighed. Derimod var de Partier af Murene, der ragede op over Torvets Overflade, tørre og gode, og man fandt Hvælvingerne solide, ligesom Tagværkets Fyrretømmer, der altsaa nu var ca. 240 Aar gammelt, var solidt, saa de vigtigste Ting af Inventaret var trods Gulvets Ødelæggelse i solid Stand.
  Da man nu skulde finde ud af, hvorledes de forskellige Mangler skulde afhjælpes, var man straks inde paa, at alle de gamle Gulve og Paneler skulde fjernes ligesom det øverste Muldlag i hele Kirken. Saa skulde der støbes Beton under alle Gulvene, og det hele skulde desinficeres og behandles med forskellige Kemikalier, saa man kunde undgaa Gentagelse af Ødelæggelserne. Der skulde indsættes nye, højere siddende Vinduer, passende til Kirkens Arkitektur. Men det vigtigste for at bevare nyt Træværk mente man dog var at sørge for Afdræning, saavel inde i Kirken som udvendig langs Kirkens Grænser, og desuden: ,,Terrainet omkring Bygningen sænkes saa meget, at det i det mindste ved Indgangen kommer til at ligge i Plan med Kirkens Gulv. Dette kan formentlig opnaas ved at sænke Fortovet langs Gaderne omkring Kirkepladsen, give det Fald indad mod denne og regulere Terrainet inden for Fortovet, saaledes at det i brede, lave Trin sænker sig nedad mod Murene. Det er en Selvfølge, at Pissoiret ved Kirkens Nordside fjernes. Det sidste Punkt er af vidtrækkende Betydning, idet det berører andre Interesser end de rent kirkelige. Kirkepladsen, der indtil 1807 tjente som Kirkegaard, bruges nemlig nu dels til Parkering, dels til Handelstorv, og det er maaske Aarsag til, at der fra visse Sider kan næres Ønske om at nedrive hele den gamle Kirke og udlægge dens Tomt til Torv. Det er ikke det særlige Syns Opgave at paavise, hvorledes disse Forhold kunde ordnes, skønt vi ikke nærer Tvivl om, at en bedre Parkeringsplads og en god Torveplads kunde findes faa Minutters Gang fra Kirken, ligesom det efter et foreløbigt Skøn mener, at den forestaaende sænkning af Kirkepladsen kan gennemføres saaledes, at der dog kan placeres ret ordentlige Torvestader .
  Synet omtalte endvidere den Vanskelighed, der kunde afstedkommes ved, at Kirkens Hovedindgang gennem Taarnet førte direkte ud til en meget smal Gade uden Fottov uden for Døren. Man ansaa det for ønskeligt, at denne Indgang blev flyttet til Sydsiden af Taarnet. Udvalgets Indberetning slutter med nogle Betragtninger, som bl. a. giver Udtryk for dets Forstaaelse af Traditionernes Værdi: ,,Foruden Spørgsmaalet om Kirkepladsen vii det være af Betydning at overveje, hvorvidt den gamle Kirkebygning i Tidens Løb vil være tilstrækkelig rummelig. Som Kirken nu er, rummer den kun ca. 370 Siddepladser, og dette gør sikkert en Udvidelse ønskelig. Synet skal derfor tillade sig at pege paa den Mulighed at foretage en Udvidelse af Bygningen ved Udvidelse af de 2 Korsarme, hvorved disse udvides og delvis ændres mod Øst, hvorved Kirken fik Karakter af en Korskirke med 3 og 2 Hvælvinger i Tværhuset. Mulig kan der udbygges en Apsis i Forlængelse af Koret. Det er en Selvfølge, at de anførte Muligheder for Udvidelse kun betragtes som antydede. Selv om de antydede Indgreb ikke vilde blive helt ringe, vilde den gamle Grundstamme, Hovedskibet og Taarnet, dog blive bevaret, og dette vilde være langt at foretrække frem for en helt ny Kirke. I al sin Jævnhed præger den gamle Kirke Staden, og selve dens Placering er byhistorisk set meget karakteristisk. Erfaringen har tiistrækkelig vist, at man i de gamle Købstæder, som i de seneste Menneskealdre har ombyttet gamle Kirkebygninger med nye, nu føler Savnet af den forsvundne (Holbæk, Holstebro).
  Synet, der foruden at have gennemgaaet Kirken har forhandlet med Kirkebestyrelsen og Herredsprovsten, skal derfor tilraade, at den gamle Kirkebygning søges restaureret og eventuelt udvidet, hvad der af praktiske og økonomiske Grunde helst skal ske samtidig, og at der udarbejdes et nøjere, paa en fuldstændig Opmaaling af den gamle Kirke og dens nærmeste Omgivelser baseret Forslag og Overslag, som fremsendes til Kirkeministerens Godkendelse, inden der iværksættes noget Arbejde .
  I de følgende Maaneder blev Sagen drøftet i Lemvig baade Mand og Mand imellem og i de Forsamlinger, hvor man havde et afgørende Ord at sige. Man var dog ikke glad for Tanken om at faa afgravet Terrænet omkring Kirken, idet man mente, at Pladsen i saa Fald vilde miste sin Anvendelighed som Torveplads. Baade Byraadet og Menighedsraadet udtalte sig imod Planen, men begge disse Forsamlinger udtalte Ønsket om at bibeholde Kirken paa den Plads i Byen, hvor den nu havde staaet i 700 Aar. Derefter skrev Bygningsinspektør Norn 27. Jan. 1930 til Kirkeministeriet, at saa saa han ingen anden Mulighed for en Løsning, hvorved Kirken kunde blive paa sin gamIe Plads og bevare sin Beliggenhed i Bybilledet, end at foretage en Ombygning af Kirkens Murværk og Hvælvinger, og han mente, at en Forudsætning for, at en saadan Istandsættelse kunde blive tilfredsstillende baade i arkæologisk og arkitektonisk Henseende, var, at den blev forestaaet af en kyndig Arkitekt.
  Dette Forslag blev kort efter forelagt den paa Kirkebygningsomraadet særdeles kyndige Direktør ved Nationalmuseet, M. Mackeprang. Han svarede: ,,Hvor forbløffende den ved første Øjekast virker, er den dog langt at foretrække fremfor Opførelsen af en ny Kirke paa den gamle Plads eller paa en ny, idet man jo saa bevarer Kirken paa sit gamle Sted og i Hovedsagen dens gamle Murværk . Nu udbad Kirkeministeriet sig Byggeudvalgets Forslag til Arkitekt, og den 4. April 1930 svarede man, at man - efter Nationalmuseets Anbefaling - ønskede Inspektør ved Amalienborg, Arkitekt Hother Paludan, til at forestaa Arbejdet.
  Denne gik derefter i Gang med at udarbejde en Plan, som gik ud paa at nedbryde søndre Korsarm og bygge et nyt Hovedskib langs det gamle. Foruden at naa Øst til den gamle Kirkes Østgavl skulde det afsluttes med en tresidet Apsis ud paa Torvet. Det gamle Sadeltag paa Taarnet skulde erstattes med et Spir. Kirken vilde i Stedet for de hidtidige 370 Siddepladser faa 500. Bygningsinspektør Norn syntes godt om Forslaget og udtalte bl. a.: "Det nye slanke Spir ændrer det nuværende Taarns landsbyagtige Karakter og vil blive en Pryd i Kirkens Silhouet. Man kunde dog ønske, at Spiret fik et mere karakteristisk Præg .
  Men da saa Planen blev sendt til Ministeriet, gjorde dette Indsigelse mod de store Omkostninger, som var anslaaet til 180.000 Kr. Nu bad man saa om et nyt, reduceret Forslag. Det tog imidiertid sin Tid at faa et saadant udarbejdet. Først 10. Juni Aaret efter havde man et saadant Forslag fra Paludan. Arkitekten skrev: "Hermed sender jeg et reduceret Forslag til Udvidelse og Istandsættelse af Lemvig Kirke i Henhold til Ministeriets Skrivelse af 12. Dec. f. A. Forslaget indeholder følgende: Kirken udvides med 2 Fag mod Syd og 1 mod Nord. Nordre Korsarm tænkes bevaret, Gulvet hæves, Hvælvingerne hæves, det gamle Hovedskib bibeholdes, Korbue noget bredere. De 2 nye Sideskibsfag mod Syd forbindes med Hovedskibet med Buer, Gulvet hæves til et Trin over Torvets Niveau. Hovedindgangen gennem Taarnrum, fra Syd en Sideindgang gennem den gamle Portal, der forsynes med et Vindfang. I de nye Fag mod Nord Sakristi med Indgang fra Kirken og et sænket Rum til Varmeanlæg. Orgelet bibeholdes paa sin gamle Plads. Pulpituret her restaureres og udvides. Ligesaa Pulpitur i nordre Korsarm. Prædikestolen restaureres og flyttes op til Korbuen. Ny Kirkeafdeling med 3 Gavle mod Syd. Det nye Fag mod Nord faar Gavl svarende tii den gamle. - Kirken faar derefter 500 Siddepladser mod 370 før . Udgifteme var herefter beregnet til 145.000 Kr., altsaa en Besparelse paa 35.000 Kr.
  Nu blev der saa sendt en ny Ansøgning til Ministeriet; man bad om at maatte faa Halvdelen af den nye Overslagssum, altsaa 72.500 Kr. paa Finansloven eller som Bidrag fra Tiendeobligationsfonden. Endvidere søgte man om, at Resten maatte bevilges som et 40-aarigt Laan af Kirkemidler under Stiftsøvrigheden, saaledes at Udgifterne blev lignet paa Menigheden. "Iøvrigt skal Menighedsraadet fremhæve den Nødstilstand, hvori Menigheden befinder sig m. h. t. Kirkehus og paapeger, at det vil være af stor Vigtighed til Afhjælpning af Arbejdsløsheden i Byen, om man ved dette Arbejdes Igangsættelse kunde skaffe Beskæftigelse i Stedet for Understøttelse .
  Denne Ansøgning tog Myndighederne velvilligt imod, og under 31. Maj 1933 tilskrev Ministeriet Viborg Stiftsøvrighed, at Ministeriet bifalder, at Hovedistandsættelsen af Lemvig Kirke udføres i Overensstemmelse med det af Arkitekt Hother Paludan udarbejdede, reducerede Forslag og altsaa saaledes, at Taarnet opbygges som foreslaaet, og det tilføjes, at der til Dækning af de med Arbejdet forbundne Udgifter udover et Tilskud paa 72.500 Kr. af Kirkemidlernes fra Tiendemidlerne stammende Reservefond vii kunne forventes det fornødne Laan fra Stiftsmidlerne at forrente og afdrage med en samlet Ydelse paa 5 % p. A. i 41 Aar.
  Nu var man saa klar til at holde Licitation over Byggearbejderne. Dette skete 22. Aug. 1933, og her blev Murerarbejdet overdraget Murermestrene J. Amby, N. J. Klausen og Th. Lauridsen, Tømrerarbejdet til Tømrermester Adolph Andersen, Snedkerarbejdet til Tømrermester Mose Pedersen, Blikkenslagerarbejdet til Gustav Hansen, alle Lemvig. Tømrermester N. V. Nielsen skulde føre det daglige Tilsyn med Arbejdet.
  Grundstenen blev nedlagt 9. Okt. 1933 i den treenige Guds Navn, af Provst Rendtorff, Pastor Schjørring og Pastor Lautrup med Fremførelse af Ordet fra 1. Kor. 3, 11: Anden Grundsten kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus.
  I det nedlagte Dokument staar det anført, at Christian X. var Konge i Danmark, Thorvald August Marinus Stauning var Statsminister, Peter Dahl Kirkeminister, Sofus August Regner Buchwald var Stiftamtmand over Viborg Stift, Andreas Valentin Karberg var Amtmand over Ringkjøbing Amt, Theodor Julius Carl Georg Rendtorff var Provst over Skodborg-Vandfuld Herreder, Frederik Frederiksen Dommer i Lemvig, Holger Emil Schjørring Sognepræst og Laurits Frederik Lautrup var Hjælpepræst i Lemvig. Endvidere var nævnt Menighedsraadets Medlemmer: Sognepræst H. E. Schjørring, Fmd., Redaktør Mads Jensen Madsen, Næstfmd., Cementvarefabrikant Christen Christensen, Overlærer Ove Kristian Ovesen Nygaard, Tomrermester Niels Villadsen Nielsen, Rebslager Carl Christian Meinert, Gartner Jens Christian Østergaard Hansen, Kirkeværge Fru Margrethe Pedersen, Bankdirektør Peter Marius Pedersen, Chr. Veje Nielsen Torp og Formand Niels Chr. Nielsen Bruun.
  I den Tid nu Ombygningen stod paa, besøgte Magister Chr. Axel Jensen flere Gange Byen for at gøre Studier under Arbejdet. Det første Besøg er det foran omtalte, da han havde sin Samtale med Red. Lilholt. Af de Notater, Magisteren gjorde under sine Besøg paa Byggepladsen, kan anføres:
  Min Opmærksomhed koncentreredes særlig om Skibets Nordmur, hvis Vægside var blevet afskallet, saa man saa Kærnemuren blottet. Den er af udpræget romansk Karakter, af raa, ret smaa Marksten uden en eneste Teglstensblok i de oprindelige Dele. Vestligst i Nordmuren, umiddelbart over den sentgotiske Norddør, fremdroges Rester af et romansk Vindue. Det iagttoges først, at Dørens indre Fladbuestik nær Toppen er brudt af en ældre Kampesten, som man har ladet blive siddende ved Gennembrydningen af Dørhullet, skønt den har medført, at de nærmest siddende Dele af Stikket er formet ved Hjælp af mindre Brokker. Paa Østsiden af denne Sten sporedes i Murtykkelsen en Mørtelflade med gamle Hvidtekalklag. Ved en lille Udhugning viste det sig, at der virkelig var en Rest af Vinduets vestre Undersmig. Af Vinduets Inderbue var der ganske vist næsten intet bevaret, men i Tilslutning til de svage Buerester fandtes den ydre Monolitoverligger, en lille kun 50 cm bred, 41 cm høj Sten med et Bueslag, hvis Radius er 21 cm. I selve Lysningskanten sad en nyere, rimeligvis gotisk Mørtel med Aftryk af et Glasvindues Kantsprosse, men Udspækningen maa dog være ældre end den fladbuede Norddør, der har sat Vinduet ud af Funktion... Trods Stumpernes Lidenhed giver Fundet dog et uomtvisteligt Holdepunkt for Kirkens Alder...
  Paa Østgrænsen af det gotiske Murværk konstateredes endnu en romansk Vinduesrest, en østre Inderkarm af raa Marksten, svarende til Vestvinduets Stumper, og lige saa svagt smiget. Den ydre Monolitbue er sikkert bortbrudt sammen med de andre Dele af Vinduet, da Korsarmmuren er ført lige ind paa dette Sted. Kun svagt usikkert spores Levn efter Underpartiets Undersmig...
  Øst paa fra det sidstnævnte romanske Vindue staar den romanske Mur ganske velbevaret, kun afbrudt af en Pulpiturdør fra 1700-tallet. Ned i Revner i Murkærnen er løbet smeltet Bly, et Vidnesbyrd om Kirkebranden 1684. Paa denne Maade findes Blyet ogsaa i Korpartiets gotiske Nordmur, og noget Bly er opsamlet i Sydmuren.
  I næsten hele sin Længde er Nordmuren forhøjet med ca. 5 Skifter røde Mursten i Munkeskifte, groft glattede eller murske-rillede Fuger, men allerøstligst hæver det gamle Kampestensmurværk sig - i en Bredde af ca. 100 cm og til Bygningens senere Tagfodshøjde; det opragende Murparti er sikkert en Rest af den senere Triumfgavl. Den til Triumfgavlen svarende "Kant" udvendig paa Nordmuren er ommuret med mindre Sten.
  Hvorledes den romanske Kirke har været afsluttet mod Øst, kan ikke med Sikkerhed siges. Murermester Amby har ved de forudgaaende Gravninger maalt et Fundament af raa Syld, svagt buet, som om det kunde have baaret en ganske flad tresidet Østmur i samme Bredde som Skibet. Det er utænkeligt, at denne Afslutning kan være romansk. Enten maa Tegningen være forkert, eller ogsaa ma der være sket Ændringer i gotisk Tid før Opførelsen af det nye Kor.
  Det nu staaende gotiske Langhuskor er af gule Munkesten, iblandet med røde Sten. Der er hverken Vindue i Nord eller Øst. Det moderne Sydvindue har haft en gotisk Forgænger af næsten samme Bredde, men med falsede Yderkarme. Vinduesbuen er ødelagt.
  I søndre Korsarms Østside har der været et Par smaa spidsbuede Vinduer i Yderblændinger. - I nordre Korsarm er kun bevaret et ret anseligt Nordvindue, hvis ydre Buestik er ødelagt.
  Blandt løse Sten iagttoges et Par gule Formsten, affasede paa alle fire Hjørner. Skønt de ikke har Glasfals, maa de være bestemte til Vinduesstavværk.
  I den nye store søndre Udbygning, hvori Sydmuren af den søndre Korsarm nu indbygges, er brugt en Del Granitkvadre, der for Størstedelen hidtil har ligget spredt som Trappesten i Byen.
  I selve Kirken er kun fundet tre Sten, der alle laa i søndre Korsarms Mure og nu er indsat i den nye Sydbygnings Østmur. To af disse Sten har en sløjt hugget, uklar, flerleddet Rundstavsprofil, vist lidt forskellig paa hver Sten. Den tredie er krumhugget til Apsissten og er højt karnisprofileret. Af de fra Byen samlede Sten er et Dusin skraakantede, de fleste ogsaa krumhugne, medens fem Sten, den ene meget lang, bar en fin og rig attisk Profil. To Kvadre i Vestmurens nederste Skifte (Nt. 3 og 4 fra Taarnmuren) skal være Rester af en lang, nu delt Krumkvader uden Profil; paa Grund af den lodrette Placering er det vanskeligt at se Krumningen.
  I selve den søndre Udbygning et fundet to Fragmenter af en gammel Granitkumme - maaske et Vievandskar. da Kirken jo har en gammel Font i Behold.
  Angaaende de af Chr. Axel Jensen nævnte Sten, som blev samlet sammen rundt i Byen, findes der en nøjagtig Fortegnelse over, fra hvilke Gader og Husnumre man havde hjembragt disse. De hidrører sikkert for en stor Del fra den Auktion, der, som omtalt under Raadhuset, blev holdt 1820, da den gamle Kirkegaard, der ikke havde været brugt som saadan siden 1807, blev sløjfet og udlagt som Torveplads. Stenene menes dels at have været anbragt i Kirkegaardsdiget, dels at have ligget forskellige Steder paa Kirkegaarden, muligvis stammende fra de store Restaureringsarbejder, som i alt Fald er foretaget, da Korsarmene og Taarnet er bygget op henimod Aar 1500, og de Arbejder, som Opbygningen efter den store Brand førte med sig.
  Foruden almindelige Granitkvadre og Sokkelsten af samme Materiale har man fundet 4 Tufsten, en Stenart som stammer fra Rhin-egnene og er anvendt til en Del Kirkebygninger paa Varde-Ribe-egnen. Nu mener Forskerne, at naar denne Stenart er kommet her til Landet, skyldes det, at naar Skibe fra disse Egne har bragt Varer dertil, bar de anvendt Tufstenene som Ballast under Tilbagerejsen, og man har saa der, hvor der er mindre Granit, anvendt disse Sten til Kirkebygninger. Men hvorledes disse Tufsten bar fundet Vej her til Limfjords-egnene, er ikke klart. De fandtes spredt paa fire Steder i Byen: Svirrebommen 4, Vestergade 11 og 18 samt Torvet 10. Almindelige Granitkvadre blev fundet 14 Steder i Byen i et Antal af 103, desuden 1 Vinduesoverligger, 8 Sokkelsten med Skraakant og 2 Sokkelsten med profileret Kant. En Sten, som blev fundet i Apotekets Gaard, havde et indhugget Kors. Paa hospitalets Grund var der 11 Kvadre og 2 profilerede Sokkelsten. Det er muligt, at denne Plads har været Kommunens "Affaldsplads" , efter at Hospitalet o. 1700 var flyttet op paa Hjørnet af Søndergade og Bredgade. Ved den foretagne Eftersøgning efter Sten fandt man ogsaa, at der paa Heldumvej 5 var to Ligsten i Fortovskanten, men de var som før nævnt saa slidte, at Indskriften var ganske ulæselig.
  Arbejdet med Kirken skred nu planmæssigt fremad, og i Foraaret 1935 nærmede man sig Fuldendelsen, og Indvielsen blev fastsat til Søndag den 26. Maj.       
  Det kunde dog nær være gaaet anderledes. Da en Kone Lørdag Aften ved Midnatstid gik over Torvet, saa hun et underligt Lysskær fra Risten over Lyskassen til Varmekælderen under Kirkens Sakristi, og da hun gik nærmere, saa hun de klare Luer nede i Fyrrummet, hvori der stod tæt med Malerpotter og Fernisdunke, som var flyttet derned ved Oprydningen inden Festen. Der blev straks slaaet Alarm, og der kom fuld Brandudrykning. Ilden havde ikke faaet videre fat i Træværket, men der var alligevel udviklet saa stærk Varme, at Malingen paa Trappen, der fører til Loftet over Sakristiet, smeltede og lob ned ad Træværket. Man var dog snart Herre over Ilden, men der havde udviklet sig svære Mængder af Røg, som gennem den nævnte Trappeskakt førtes ind over Kirkens Hvælvinger og op i Taarnrummet, og mellem Tagstenene over Hovedskibet banede Røgen sig Vej ud i det fri. Brandvæsenet rettede straks Bestræbelseme mod at komme op i Taarnet og faa slaaet de fire Taarnluger op. Man prøvede paa at komme op ved Hjælp af Røgmasker, men det var umuligt, saa kvælende tyk var Røgen. Endelig lykkedes det en Mekaniker ved Hjælp af en ,,Friluftsmaske at naa op til Lugerne og faa dem op, og saa væltede Røgen ud som af en Fabriksskorsten og drev hen over Byens Tage. Heldigvis havde Ilden altsaa ikke naaet at faa rigtig fat i Træværket, men man var enig om, at var Ilden opdaget blot 15-20 Minutter senere, vilde Kirken ikke have været til at redde.

Indvielsen

Det vakte dyb Bevægelse hos mange af dem, som Søndag Morgen mødte til indvielsen, da de fik at vide, at Kirken om Natten havde været truet af Ildsvaade. Man samledes i det herligste Solskinsvejr, efter at man allerede mellem 7 og 8 havde faaet hejst Flagene. Folk begyndte tidligt at strømme til Torvet for at høre Koralblæsningen. Nogle Minutter over 8 saa man FDF-orkesterets Medlemmer komme frem paa Kirkespirets øverste Afsats, og snart efter tonede den første Koral, ,,Den signede Dag , ud over Byen og Egnen efterfulgt af ,,Vor Gud han er saa fast en Borg og en hel Række andre af de gamle, herlige Melodier. Tonerne kunde i den stille Morgen høres vidt omkring, bl. a. ude i Anlægget. Musikken sluttede lidt før 9; paa Slaget 9 faldt Kirkeklokkerne i, og Folk begyndte at strømme til Kirken. Nogle tog Opstilling ved Kirkedørene for straks at kunne rykke ind, naar der blev lukket op. De særligt indbudte kunde straks komme ind ved Fremvisning af deres Indbydelseskort. De andre maatte vente til Kl. 9.45, og saa var der ogsaa paa et Øjeblik Kirken fyldt til Trængsel. Henved 700 var til stede. Processionen, som skulde føre de hellige Kar og Bøger fra den midlertidige Kirke i Missionshuset, var ventet af en stor Skare Børn, som meget spændt fulgte udviklingen. Biskop Johs. Gøtzsche og Amtmand A. Karberg kom ud af Hoveddøren efterfulgt af Dommer Hansen og Provst Olsen, Politimesteren, Pastor Schjørring, Borgmester Poulsen og Egnens Præster, i alt 21 Personer. Orgelets herlige Toner fyldte hver Krog i Kirkerummet med Vellyd. Pastor Lautrup læste Indgangsbønnen, og efter Salmen ,,Hyggelig, rolig holdt Biskoppen Indvielsestalen, hvor han talte om Salomons Bøn, da han indviede Templet, og efter at Provst Olsen, Gudum, Pastor Andreasen, Harboøre, Pastor Ove Nielsen, Nr. Nissum, og Pastor P. Roesgaard, Tørring, havde læst forskellige Skriftstykker i Henhold til Ritualet, foretog Biskoppen selve Indvielsen og lyste Velsignelse over Menigheden. Derefter prædikede Sognepræsten, Pastor Schjørring, og Gudstjenesten sluttede paa sædvanlig Maade.
  Efter Gudstjenesten var der Frokost paa Industrihotellet. Der var indbudt ca. 150, og FDF underholdt med Musik. Her bød Pastor Schjørring velkommen og takkede alle, der havde haft med Arbejdet at gøre. Det gamle Rum var efterhaanden kommet i saadan en Tilstand, at det maatte betegnes som uanstændigt, og derfor er vore Hjerter i Dag fulde af Tak over det Arbejde, der er udført. Amtmand Karberg ønskede til Lykke. Der har været Kamp og Meningsforskel om Arkitektur og Beliggenhed, men nu ligger Kirken paa sin gamle Plads, og saa vil jeg ønske, den maa blive et Symbol for denne smukke By, et Centrum i Bybilledet og et Samlingsmærke til Enighed og Forstaaelse. - Endvidere talte Biskoppen og Byggeudvalgets Formand, Red. M. J. Madsen, som bragte Tak til alle, der havde medvirket til Kirkens Forskønnelse, til alle, som havde ydet Penge til Altertavlen og ydet Arbejde til Alterdug og Kortæppe. Provst Olsen, Gudum, talte over Temaet: Giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er, og fremhævede Søren Kierkegaards Ord: Skynd dig at blive færdig med Kejseren, saa du med hele din Hu kan vende dig mod Gud! - Borgmester N. J. Poulsen glædede sig ogsaa over, at Kirken blev paa sin gamle Plads. Naar man træder ind i et Kirkerum, er det, som man møder Kirkens Sjæl. - Politimester Fine Thomsen havde ikke kendt den gamle Kirke, men havde set den ny vokse op. Han var glad for, at man havde faaet den nye Kirke, men dog beholdt den gamle Ramme. Efter at Landstingsmand Rasmussen Byskov, Nr. Nissum, havde talt, bragte Valgmenighedspræst Jakob Busk en Tak for den Broderhilsen, som var bragt ved Valgmenighedens 50 Aars Jubilæum. Vi arbejder mod samme Maal. Der blev endnu talt af Murermester Clausen, Maler Høft, Folketingsmand A. Vesterager, Kunstmaler Johs. Madsen og Red. H. Lilholt, før Sognepræsten sluttede Festen.

I 1937 blev Klokkerne ophængt i Kuglelejer.

I 1970 blev alt inventar i kirken malet i lyse grå og blå farver, som erstatning for de mørkere farver, der havde været indtil da. En anonym pengegave i 1970'erne stillede menighedsrådet over for opgaven at sørge for en ny udsmykning af kirken. Menighedsrådet fik kontakt med kunstneren Bodil Kaalund, der malede et nyt alterbillede, samt forsynede de tomme felter på prædikestolen med en gengivelse af nogle af Jesu lignelser. Disse billeder blev afsløret Palmesøndag, 1977. Efter at de nye billeder i kirken var begyndt at leve deres liv, var det som om de mange tomme felter på kirkens to pulpiturer, så endnu mere tomme ud end før, og menighedsrådet besluttede, at de også skulle udfyldes med billeder af Bodil Kaalund. Dette arbejde blev tilendebragt, så billederne kunne afsløres Pinsedag, 1981. Man kan sige, at den ydre ramme er skiftet gennem årene, men det evangelium, der prædikes i kirken, har altid og vil altid være det samme.

Det sidste afsnit er hentet fra Lemvig '84 - 750 års jubilæet i tekst og billeder. af Martin Mark.